Nedtællingen er begyndt (23.08.15)

Nu begynder RaceAroundIreland for alvor at nærme sig. Alle medlemmer af teamet er i fuld sving.

Det er ikke småting der skal forberedes før startskuddet lyder til RaceAroundireland søndag den 30. august, og således er alle teammedlemmer på Team Nico beskæftiget med både de store linjer og de små detaljer.

Uden mad og drikke...

...dur helten ikke! At planlægge kosten for Stig er snart ved at føles, som når den sidste brik i et puslespil med 2000 brikker er lagt. Endelig er de sidste ting købt og alle rubrikkerne på ernæringslisten indeholder et flueben. En fantastisk følelse efter at have startet på fuldstændig bar bund. Med håbet om at de rette ingredienser er indkøbt, ser kostplanen ud til at være på plads. Der er mange ting at vælge mellem når Stig tramper i pedalerne, for teamet lægger vægt på, at der er stor variation i smage og konsistens. En af de ting der kan blive kritiske på turen er nemlig, hvis Stig mister lysten til mad, for så brænder rugbrødsmaskinen sammen, og Stig begynder at tære på fedtdepoterne, - og dét er hårdt arbejde.

I Stigs madkasse kan man derfor finde varmt mad i form af frysetørrede produkter, hvor der kun skal tilsættes kogende vand, og andet mad såsom kylling, pasta, linser og lign der kan tilberedes på gasblus. I den kolde afdeling er der rugbrød med pålæg, hvidt brød med pålæg, pastasalater og perlespelt med kød og grøntsager. Og naturligvis er der bunkevis af mad i 'sultenforsjov' kategorien. - Men også den mad, der er for sjov, er velovervejet og udvalgt med stor alvor. Peanutbutter, sukkermandler, hasselnøddebrød og meget andet er nemlig valgt ud fra, at det skal bidrage som gode fedtkilder.

Det er forventeligt at intensiteten i løbet betyder at Stig vil forbrænde godt 8000 kalorier i døgnet. Hvis Stig bruger de fulde 5,5 døgn til at nå frem til målstregen vil det betyde at han forbrænder 34.000 kalorier - måske et ønskeligt mål for mange, men for madteamet handler det om at holde Stigs kalorieindtag oppe hele tiden, med det formål at han kan præstere bedst muligt.

Indretning af bil

Man kan måske have den tanke at forberedelserne til turen handler om at pakke en taske og komme af sted, men helt så enkel er opgaven ikke. ALT skal have sin egen plads i bilen. 7 forskellige mennesker kommer til at skulle deles om pladsen i 5,5 døgn, og orden i bilerne kan blive forskel på succes og fiasko. Hvert minut tæller og skal mekanikeren midt om natten lede efter et stykke værktøj, en anden har flyttet kan tiden hurtigt gå. Derfor bliver alt der skal pakkes placeret med stor omhyggelighed, så alt har sin faste plads - og midt i det hele skal der også være plads til en madras til prinsessen (Stig), så tiden fra beslutningen om at sove til Stig faktisk ligger og tæller får, er kortest mulig.

Der vil være 2 følgebiler i Irland, hvoraf den ene hele tiden vil være tæt på Stig. Den anden bil er den bil, der står for madlavning, og her vil man også kunne finde sovende teammedlemmer. Hvis pladsen i den sekundære følgebil bliver for trang, eller der lugter lidt for meget af sure sokker, så er der også mulighed for at sove i telt - men ligger man der og bobler er der jo en overhængende risiko for at blive glemt midt ude i det irske højlandskab :-)

Ruterne

Ikke overraskende er det nogle helt bestemte ruter, der skal følges Irland rundt. Disse ruter er lagt på GPS i begge biler og på cykelcomputer til Stig. Dermed minimeres risikoen for at køre den forkerte vej. Det bliver en stor oplevelse for teamet at snegle sig gennem Irland - det er ikke mange der har rejst på den måde! Ruten byder både på byer, kyst, bakke op og bakke ned, og undervejs vil teamet ankomme til forskellige tidsstationer, hvor man skal melde sig for fortsat at være med i løbet

Klar parat start

I dag, den 23. august, mødes hele teamet, for det er tid til at pakke bil. Den kører nemlig fra Aalborg tidligt tirsdag morgen. Når bilen ankommer til Dublin, skal der lejes endnu en bil (den sekundære følgebil) og så skal den indrettes til crew-bolig / køkken / vaskeri / opholdsstue / garderobe. Vi glæder os !

Der diskuteres bilindretning
Der diskuteres bilindretning
Oprettet i NEWWWEB CMS - Brugervenligt og SEO optimeret Content Management System